Velkommen til Vester Hjermitslev

Hvor godt folk er, kommer godt folk til

Sider er under vedligeholdelse.

Hosting af denne hjemmeside er blevet flyttet 13. september 2018.
Da siden har brugt en lidt ældre platform før, er der desværre en del der skal ændres i koden.
Der arbejdes på sagen.

Med venlig hilsen

Brian Dahlstrøm
Webmaster

Vedtægter for Vester Hjermitslev Boldklub

§ 1.                      Foreningens navn er Vester Hjermitslev Boldklub. Dens hjemsted er Jammerbugt Kommune.
 
§ 2.                      Foreningens formål er at udvikle og fremme medlemmernes forståelse for og lyst til at spille bold, samt endvidere at beskæftige medlemmerne med anden idrætslig udfoldelse til glæde for den enkelte og for fællesskabet.
 
§ 3.                      Foreningen er medlem af Jydsk Boldspil Union samt DGI og er som følge heraf undergivet disses love og bestemmelser.
 
§ 4.                       Som aktiv medlem i seniorafdelingen kan bestyrelsen optage enhver, der er fyldt 18 år. Som aktivt medlem i ungdomsafdelingen kan bestyrelsen optage enhver i alderen fra 0 til og med 17 år. Optagelsen af umyndige som medlemmer af foreningen kræver samtykke af forældre/værge.
 
§ 5.                      Foreningens kontingent fastsættes for et år af gangen på den ordinære generalforsamling.  Kontingentet opkræves halvårsvis forud.
 
§ 6.                      Til gyldig udmeldelse kræves, at den sker skriftelig til foreningen med mindst 14 dages varsel, og at det pågældende medlem har betalt sit kontingent til foreningen frem til den dag, hvorfra udmeldelsen har virkning. Medlemmet har krav på en skriftelig bekræftelse. Når et medlem er i kontingentrestance udover 3 måneder, kan bestyrelsen med mindst 8 dages skriftelig varsel ekskludere vedkommende. Ingen der er udelukket på grund af kontingentrestance, kan optages på ny som medlem af foreningen, før vedkommende har betalt sin gæld til foreningen. I øvrigt kan bestyrelsen ekskludere et medlem, når særlige forhold giver anledning dertil. Bestyrelsens beslutning herom kræver dog, at mindst 2/3 af bestyrelsens medlemmer har stemt for eksklusionen. Vedkommende skal, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse, have haft lejlighed til at fremføre sit forsvar, og han kan kræve at spørgsmålet om eksklusion afgøres af den førstkommende ordinære generalforsamling. Endelig kan et medlem ekskluderes, når det efter forslag af mindst 5 medlemmer vedtages på en generalforsamling. I alle tilfælde, hvor en eksklusion skal behandles på en generalforsamling, har vedkommende medlem krav på at få meddelelsen herom senest 8 døgn før generalforsamlingen afholdes, ligesom han/hun har adgang til denne med ret til at forsvare sig. Spørgsmålet om eksklusion skal optages som et særskilt punkt på dagsordenen. Generalforsamlingens beslutning om eksklusion kræver samme majoritet, som ved ændring af foreningens love, jfr. § 15. Et medlem, der er ekskluderet i henhold til en generalforsamlingsbeslutning, kan kun optages som medlem ved en ny generalforsamlingsbeslutning. Her kræves samme majoritet som ved beslutning om eksklusion.
 
§ 7.                       Generalforsamlingen har med de indskrænkninger, som disse vedtægter forskriver, den  højeste myndighed i alle foreningens anliggender. Den ordinære generalforsamling, der afholdes hvert år i januar/februar måned, indkaldes med mindst 2 ugers varsel ved skriftelig meddeles til medlemmerne eller ved annonce i lokalavisen. Dagsordenen bekendtgøres. Forslag, der ønskes forelagt generalforsamlingen til vedtagelse, skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlings afholdelse og disse forslag optages i dagsordenen, og opsættes på informationstavlerne i Lunden og i info tavlen i byen. Stemmeret har alle aktivemedlemmer over 16 år og som ikke er i kontingentrestance. Stemmeret kan kun udøves ved personligt fremmøde.
 
§ 8.                      Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal omfatte følgende punkter:
 
     1. Valg af dirigent.
     2. Formandens beretning for det forløbne år.
     3. Forelæggelse af regnskab for det forløbne år til godkendelse, samt budget for det kommende år.
     4. Fastsættelse af kontingent
     5. Behandling af indkomne forslag.
     6. Valg af formand (i lige år for 2 år af gangen).
     7. Valg af den øvrige bestyrelse (2 medlemmer afgår årligt)
     8. Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen.
     9. Valg af 2 revisorer og 1 revisorsuppleant.
   10. Valg af udvalg.
   11. Eventuelt.
 
§ 9.                       Generalforsamlingen vælger sin dirigent, der ikke må mære medlem af bestyrelsen, til at lede forsamlingen. Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpel stemmeflertal, jfr. dog § 6 vedrørende eksklusion, samt §§ 15 og 16. Dirigenten bestemmer afstemningsmåden. Dog skal, på begæring af 3 stemmeberettigede medlemmer, afstemning og valg foregå skriftligt, ligesom alle afstemninger om eksklusion skal foregå skriftligt. Generalforsamlingens beslutninger indføres i en protokol, hvori også et referat af forhandlingerne optages i det omfang, dirigenten bestemmer.
 
§ 10.                      Ekstraordinære generalforsamlinger kan altid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst 5 stemmeberettigede medlemmer skriftligt stiller krav herom til bestyrelsen. I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest 1 måned efter, at begæringen er fremsat overfor bestyrelsen med oplysning om det emne, der ønskes behandlet. Om indkaldelsesmåde og udsendelse af dagsorden gælder bestemmelserne i § 7.
 
§ 11.                      Bestyrelsen er foreningens daglige ledelse og repræsenterer foreningen i alle forhold. De vedtagne beslutninger og foretagne handlinger forpligter foreningen i henhold til lovene. Bestyrelsen består af en formand, næstformand, kasserer, sekreter og yderligere et medlem og vælges for hver 2 år ad gangen af den ordinære generalforsamling. Formanden afgår og vælges i de lige år ved en særlig afstemning. I de lige år afgår og vælges yderligere 2  bestyrelsesmedlemmer. I de ulige år afgår og vælges 2 bestyrelsesmedlemmer.
 
§ 12.                      Bestyrelsen konstituerer sig snarest dog senest inden 14 dage efter generalforsamlingen på et bestyrelsesmøde. Hvervet som kasserer kan ikke forenes med hvervet som formand eller næstformand. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsen er kun            beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer hvoriblandt formand eller næstformand er til stede, jfr. dog § 6. I formandens forfald indtræder næstformand i hans sted. Over bestyrelsens forhandlinger føres en protokol. Foreningen tegnes af formanden. Ved økonomiske dispositioner kræves dog underskrift af såvel formand som kassereren. I alle sager, der angår køb, salg eller pantsætning af fast ejendom eller løsøre, tegnes klubben af formanden og kassereren i forening.
 
§ 13.              Foreningens regnskabsår går fra den 1. januar til den 31. december. Bestyrelsen skal inden 1. februar afgive driftsregnskab for det foregående år og status pr. 31. december til revisorerne. Driftsregnskabet og status forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisorernes påtegning. Driftsregnskab og status bekendtgøres for foreningens medlemmer senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse.
 
§ 14.                      På den ordinære generalforsamling vælges for et år ad gangen 2 kritiske revisorer og 1 revisorsuppleant jfr. § 8. Revisorerne skal hvert år inden generalforsamlingen gennemgå det samlede regnskab og se om alle beholdningerne er til stede. Driftsregnskab og status forsynes med en påtegning. Hver af revisorerne har til enhver tid adgang til at efterse regnskab og beholdninger.
 
§ 15.                      Forandringer af vedtægter kan ske på enhver generalforsamling, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.
 
§ 16.                       Bestemmelser om foreningens opløsning kan kun tages på en i dette øjemed særlig indkaldt ekstraordinær generalforsamling. Til dennes beslutningsdygtighed kræves, at mindst halvdelen af forenings stemmeberettiget medlemmer er til stede, og til forslagets vedtagelse kræves at mindst 3/4 af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås sådant flertal på en generalforsamlign, der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes en ny generalforsamling, hvor beslutning kan træffes med ovennævnte stemmeflertal, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer, der er til stede. På generalforsamlingen skal samtidig træffes beslutning om, hvorledes der skal forholdes med foreningens formue, herunder fast ejendom og løsøre, dog er simpelt stemmeflertal her tilstrækkeligt. I tilfælde af foreningens opløsning skal den formue, der er i behold, anvendes til idrætslige formål.
 
            V. Hjermitslev den 1. februar 2006.
            Bestyrelsen for V. Hjermitslev Boldklub.
Sidst opdateret: Torsdag d. 22. April 2010, kl. 21:37:48