Velkommen til Vester Hjermitslev

Hvor godt folk er, kommer godt folk til

orientering og referat af forbrugermøder

Forbrugermøde afholdt i LUNDEN 23. september 2014 klokken 19:00

Ordstyrer: Jens Chr. Buje.
Bestyrelse: Jesper Olesen, Niels Alfred Larsen, Niels Ørndrup og Preben Skøttrup.
Advokat: Jesper Langsted.
Repræsentant fra kommunen: Kommunaldirektør Henrik Hartmann.

Kære forbrugere.
Tak fordi I er mødt op til dette forbrugermøde i Varmeværket. Som nævnt i det husstandsomdelte materiale er bestyrelsen nu klar til at præsentere planen for rekonstruktion af Varmeværket.
Inden vi dog kommer dertil, vil vi gerne orientere kort om, hvad der er sket siden sidste forbrugerorientering fra den 8. august 2014.
- - - - - o o o O o o o - - - - -
Den truende konkurs primo juli blev jo afværget i form af en midlertidig driftskredit, som kom på plads efter forhandling mellem Varmeværkets bestyrelse, Kommunen, Sparekassen Vendsyssel og Vester Hjermitslev Biogas. Dette betød, at bestyrelsen fortsatte sit arbejde, og at driften af Varmeværket og varmeproduktionen i første omgang var sikret frem til primo september.
Forhandlingen imellem de føromtalte parter resulterede også i, at aftalen skulle indebære, at tidligere nævnte løsningsmodeller blev taget af bordet, og at man i fællesskab fremadrettet skulle arbejde konstruktivt sammen for at sikre en langsigtet løsning for kollektiv varmeforsyning via Vester Hjermitslev Varmeværk.
Jeg kan supplere ovennævnte med, at den midlertidige driftskredit blev indfriet som lovet/forventet, og der er nu igen kommet luft i Varmeværkets likviditet, så vi har en smule økonomisk råderum.
Medio august blev bestyrelsen orienteret om, at Ole Skov var gået bort på tragisk vis. Ultimo august fik bestyrelsen istandsat et møde med Ole Skovs nye kompagnon Mogens Føns og Ole Skovs bror Frank, som repræsenterede de 3 efterladte børn, der er part i boet efter Ole Skov. Tanken med mødet var primært at finde ud af, hvordan Frank Skov og Mogens Føns så på den fremtidige drift af Energiværket efter Ole Skovs dødsfald. Herunder også om de fortsat kunne leve op til den indgåede leveringsaftale og dermed fremadrettet sikre den kollektive varmeforsyning i Vester Hjermitslev. Ydermere blev aftalen om overdragelse af jord og bygninger drøftet, for bestyrelsen ønskede at sikre, at Varmeværket også blev ejere af den del af bygning og jord på Th. P. Hejlesvej, som indtil nu har været ejet af Energiselskabet.
Mogens Føns og Frank Skov havde ingen aktuelle planer om eller fornemmelser af, hvad der fremover skulle ske med biogasanlægget, og det lå ikke lige i kortene, at de ville fortsætte med biogasproduktion. Der viste sig efterhånden den mulige løsning, at leveringskontrakten blev annulleret. En sådan annullering ville i situationen tilgodese behov og ønsker hos begge parter.

Såvel Mogens Føns som Frank Skov udtrykte bekymring for Varmeværkets fremtidige betalinger til Vester Hjermitslev Biogas, og derfor blev denne risiko minimeret ved et aftaleforslag om, at Varmeværket stillede en økonomisk garanti for betaling af august og september måneds opkrævninger for leveret varme fra Vester Hjermitslev Biogas. Ydermere blev parterne enige om at forsøge at annullere aftalen om levering af varme. Aftalen om overdragelse af jord og bygninger til Varmeværket skulle i den forbindelse fastholdes.

- - - - - o o o O o o o - - - - -
Planen for hele rekonstruktionen gennemgås nu punkt for punkt i henhold til det husstandsomdelte materiale med følgende punkter (vis/gennemgå på overhead).
• Tilknytningen til Energiværket der ophører pr. 1. oktober 2014.
• Køb af jord og bygninger på Th. P. Hejlesvej (Varmeværket).
• Omskiftning fra nuværende bio olie til træpiller som brændsel.
• Eftergivelse og omlægning af gæld.
• En ny og historisk lav MWH pris, nyt budget og efterreguleringer af tidligere ratebetalinger.
• Præsentation af de nye vedtægter.
• Fremtidsplanerne for fjernvarme i V. Hjermitslev (ny kedel til træflis)
• Afviklingen af generalforsamlingen den 30. september.

Tilknytningen til Energiværket der ophører pr. 1. oktober 2014
Det er lykkedes os at komme ud af leveringsaftalen med Vester Hjermitslev Biogas. Dette sker allerede med virkning fra den 1. oktober 2014. Det betyder, at Vester Hjermitslev Biogas ikke længere er forpligtet til at sikre varmeleverancen til Varmeværkets forbrugere, og det betyder samtidigt, at Varmeværket ikke er forpligtet til at aftage varme fra Vester Hjermitslev Biogas. Forbindelsen imellem de 2 værker er dermed, som det ser ud lige nu, endegyldigt afbrudt, og Varmeværket er "herre i eget hus". Hvilke planer Vester Hjermitslev Biogas i øvrigt har med Energiværket, har Varmeværkets bestyrelse desværre ingen kendskab til.


 Køb af jord og bygninger på Th. P. Hejlesvej (Varmeværket)
Som nævnt var en del af aftalen med annulleringen af leveringsaftalen, at jord og bygninger på Th. P. Hejlesvej skulle tilfalde Varmeværket. Det er nu lykkedes, og Varmeværket ejer nu hele bygningen og det omkringliggende jord. Oprindeligt var aftalen, at det kunne skulle koste udgifterne til en landmåler og tinglysning, men for at sikre overtagelsen i den noget usikre situation, som Vester Hjermitslev Biogas nu befinder sig i, indvilligede Varmeværket i at betale kr. 25.000 i købesum. Aftalen er nu endegyldigt sikret, og skødet er underskrevet.


Omskiftning fra nuværende bio olie til træpiller som brændsel
Der er i skrivende stund tæt på at være indgået en aftale med Industrivarme (et selskab fra Storvorde), som blandt andet leaser midlertidige træpilleanlæg ud. Der er derfor igangsat et arbejde med at indhente tilbud på istandsættelse af kedelrum  samt etablering af fundamenter til skorsten og silo i og omkring Varmeværket. Det betyder, at forbrugerne kan se frem til en vinter, hvor varmen bliver leveret via træpiller og ikke via den dyre bio olie. Bestyrelsen arbejder på en løsning, hvor fyret til almindelig fyringsolie bliver backup for træpillerne i forbindelse med vedligeholdelse og lignende. Når denne orientering er færdig, vil Niels Alfred fortælle mere om og besvare eventuelle spørgsmål til det mere tekniske i forbindelse med træpilleanlægget.


Fremtidsplanerne for fjernvarme i V. Hjermitslev (ny kedel til træflis)
Dette punkt vil jeg fuldt ud overlade til Niels Alfred i forlængelse af denne orientering.

 

Eftergivelse og omlægning af gæld
Bestyrelsen har lige fra dag ét ønsket en løsning, hvor forbrugerne som minimum blev skånet for den udgift, der var forbundet med tilbagebetalingen af det kommunegaranterede lån med en hovedstol på kr. 1,8 mio., som blev hjemtaget til sikring af tidligere års investeringer i ledningsnettet. For det første var lånet hjemtaget, uden at det var blevet sikret, at det kunne opkræves hos forbrugerne via varmeprisen. For det næste er forbrugerne aldrig blevet bedt om at tage stilling til, hvorvidt pengene måtte overføres til Energiværket. For det tredje kunne kommunens embedsmænd, som på daværende tidspunkt var repræsenteret i bestyrelsen for Energiværket, ikke være uvidende om, hvor pengene, der tilflød Energiværket, kom fra.
Anderledes ser det ud med det kommunegaranterede lån med en hovedstol på kr. 1,2 mio., som forbrugerne selv har stemt om og vedtaget at overføre til Energiværket til installation af en nye gasmotor.
En del af rekonstruktionsforslaget går derfor på, at kommunen afskriver og indfrier restgælden på det kommunegaranterede lån med en hovedstol på kr. 1,8 mio., og at bestyrelsen og Varmeværket vedstår, at der fortsat skal betales ydelser og afdrages på restgælden på det kommunegaranterede lån med en hovedstol på kr. 1,2 mio. inkl. de allerede forfaldne ydelser. Begrundelsen skal være, at Varmeværket vedstår at have betalt for lidt for olien/varmen i perioden fra 2011 til 2013.
En anden del af rekonstruktionsforslaget går på, at banken omlægger kr. 2.000.000 til et fastforrentet lån på 5% over 18 år, som svarer til restløbetiden på det kommunegaranterede lån med en hovedstol på kr. 1,2 mio. På den måde kan kassekreditten indfries, og Varmeværket kan skabe likviditet og råderum.
Når denne orientering er færdig, vil vores advokat Jesper Langsted uddybe og besvare eventuelle spørgsmål til eftergivelsen og omlægningen af gæld.


En ny og historisk lav MWh pris, nyt budget og efterreguleringer af tidligere ratebetalinger
Varmeprisen, der i dag opkræves hos forbrugerne, består af en MWh pris på kr. 1.219 inklusive moms og en fast årlig afgift på kr. 7.875 inklusive moms. For et gennemsnits hus på 130 m2 med et forbrug på 18,1 MWh betyder det en årlig varmudgift inklusive moms på kr. 29.939.
Den varmepris, som forbrugerne nu via træpilleanlægget kan se frem til, består af en MWh pris på kr. 613 kr. inklusive moms og en fast årlig afgift på kr. 8.625 inklusive moms. For et gennemsnits hus på 130 m2 med et forbrug på 18,1 MWh betyder det en årlig varmudgift inklusive moms på kr. 19.721.
Altså en samlet besparelse på (29.939-19.721) = kr. 10.218 inklusive moms.
Grunden til, at MWh prisen kan holdes på dette lave niveau er, at de faste omkostninger i form af den årlige kedelleje og driftsudgift for at passe og vedligeholde anlægget er indregnet i den faste årlige afgift. Dette er dermed naturligvis samtidigt årsagen til, at den faste årlige afgift stiger med (8.625-7.875) = kr. 750 inklusive moms.
Bestyrelsen ønsker med denne beregningsmodel at sikre, at alle forbrugere ligeligt er med til at betale for de faste omkostninger, der er forbundet med installation, leje og drift af det leasede træpilleanlæg.
De nye priser er indarbejdet i det budget, som vil blive udsendt sammen med regnskabet i forbindelse med indkaldelsen til generalforsamlingen, og begge dele vil naturligvis blive gennemgået på generalforsamlingen.
Forbrugerne kan allerede forvente, at de nye priser afspejler sig i den rate, der forfalder primo november, og de 2 resterende rater i januar og marts måned vil ligeledes blive reduceret i forhold dertil.
Jeg vil nu kort illustrere for jer, hvordan priserne ser ud før og efter beregnet med et forbrug på henholdsvis 15, 20 og 25 MWh (gennemgå regneark). Det er vigtigt her at bemærke, at MWh prisen på kr. 613 inklusive moms er prisen for et helt år med opvarmning via træpiller. Gennemsnitsprisen for indeværende regnskabsår ender på kr. 675 inklusive moms.
 

Præsentation af de nye vedtægter
Dette punkt vil jeg fuldt ud overlade til Jesper Langsted i forlængelse af denne orientering.


Afviklingen af generalforsamlingen den 30. september
Dette punkt vil jeg fuldt ud overlade til Jesper Langsted i forlængelse af denne orientering.


Jeg vil nu om et kort øjeblik overdrage ordet til Niels Alfred, som vil fortælle lidt mere om det midlertidige træpilleanlæg og fremtidsplanerne med henblik på et nyt permanent anlæg til træflis.

Dernæst vil Jesper Langsted gennemgå nærmere omkring eftergivelse og omlægning af gæld, præsentation af de nye vedtægter samt afviklingen af generalforsamlingen den 30. september.

Tak.

 


 

Forbrugermøde afholdt i LUNDEN 4. juli 2014 kl. 17:00

 
Deltagere: Jesper Olesen, Preben Skøttrup, Niels Ørndrup, Niels Alfred Larsen og advokat Jesper Langsted
Dirigent under mødet var Jens Chr. Buje
Der var mødt ca. 150 personer som repræsenterede forbrugerne.
Bilag 1: Kopi af den mundtlige orientering som Preben Skøttrup læste op ved mødet start.
Bilag 2: Kopi af notat dateret 01.07.2014 udarbejdet af Advokat Jesper Langsted

Formålet med mødet var primært en generel månedsorientering. De tidligere månedsorienteringer er sket skriftligt på hjemmesiden og ved uddeling af materiale til de 36 forbrugere, der ikke har mulighed for at læse informationerne på hjemmesiden. Den nuværende bestyrelse har valgt et så højt informationsniveau som muligt, og derfor blev de sidste informationer givet ved et forbrugermøde. Bestyrelsen takker for det store fremmøde og den udviste interesse for de problemstillinger, vi ”har arvet”.  Juni måned har budt på så mange uforudsete problemstillinger, at bestyrelsen denne gang havde valgt at orientere direkte til forbrugerne og herudover også have vores advokat med som juridisk støtte og til besvarelse af spørgsmål.
I dagene op til forbrugermødet havde bestyrelsen sammen med vores advokat afholdt en lang række af møder med Kommunen, Kommunens advokat, Energitilsynet og Sparekassen Vendsyssel. Disse møder skyldes Energitilsynets afgørelse omkring opkrævning hos forbrugerne af de to ”Kommunelån”, som Varmeværkets tidligere bestyrelse har hjemtaget. Det ene lån (på 1,8 million) var søgt til endelig finansiering af tidligere års investeringer i distributionsnettet i byen. Der er imidlertid ikke sket en refinansiering, men trods det er Varmeværkets kassekredit ikke blevet nedbragt, men pengene er i stedet overført til drift af Energiværket.
Energitilsynet har afgjort, at udgifter til renter og afdrag på disse lån ikke må opkræves hos forbrugerne via varmeprisen.
Kommunen havde under ovennævnte møder flere gange forsøgt at få Varmeværkets bestyrelse til at medvirke til at overbevise Energitilsynet om, at lånene var brugt til olieindkøb til gavn for forbrugerne. En sådan lille ”til lejligheden fabrikeret løgn” ville muligvis få Energitilsynet til at ændre afgørelsen således, at lånene nu var lovlige, og afdrag og renter dermed kunne opkræves hos forbrugerne via varmeprisen. Bestyrelsen nægtede naturligvis at medvirke til dette. Umiddelbart før forbrugermødet forsøgte 3 ledende embedsmænd fra kommunen igen at presse bestyrelsen til deres form for ”samarbejde”.
På forbrugermødet var der i denne anledning en række spørgsmål til, hvad der så sker med disse ulovlige lån. Advokaten redegjorde for de problemstillinger forbrugerne muligvis kunne stå i, såfremt kommunen ville forsøge at opkræve pengene direkte hos forbrugerne. Det forhold, at den tidligere bestyrelse har pådraget sig et ansvar ved at bruge pengene til andet end det, generalforsamlingen havde bevilget, fritager muligvis ikke forbrugerne for en form for hæftelse. 
Advokaten redegjorde for de forskellige former for selskabsformer, herunder for den selskabsform hvorunder Varmeværket er etableret.
 De fleste forbrugere havde den opfattelse, at Varmeværket var et AMBA selskab med begrænset hæftelse (hver forbruger hæfter kun for 1/160 del af gælden). Det viser sig imidlertid, at der er tale om et selskab med solidarisk hæftelse (kreditor kan opkræve alle pengene ved den eller de forbrugere, der har penge, herefter må den eller de forbrugere så bagefter selv forsøge at indkræve penge fra de andre forbrugere).
Der var enighed om, at selskabsform og vedtægter snares skal ændres, således Varmeværket fremover bliver til et AMBA selskab.
Der var fra salen en række spørgsmål om muligheden for at komme ud af varmeværket og dermed undgå evt. økonomiske forpligtigelser. Dette fik advokaten til at fortælle om hele hæftelsesspørgsmålet og om, hvorvidt der overhovedet er nogle, der har andelshaverstatus eller om værket ”svæver frit i luften”. Det vil i givet fald være noget, Energiankenævnet vil kunne afgøre, såfremt der er nogle, der rejser en sag herom.
Bestyrelsen tilbød under mødet flere gange at trække sig for at gøre plads til andre, såfremt der var nogle, der mente, de kunne få en bedre løsning med kommunen. Der var imidlertid en generel opbakning til den nuværende bestyrelse og en anerkendelse af dens arbejde.
På bestyrelsesmødet 26. juni blev det opdaget, at der ikke som forventet var udsendt opkrævning på årsopgørelse samt første rate for det nye regnskabsår. Revisoren havde begået en fejl, som resulterede i en manglende indberetning og overførsel til Nets (betalingsservice). Hermed opstod en ny situation, som var både akut og kritisk for Varmeværket og dets overlevelse. Det var forventet, at der skulle komme ca. kr. 900.000 ind på Varmeværkets konto pr. 5. juli. Vi havde hårdt brug for pengene, idet vi efter aftale med den nye ejer på Energiværket (Ole Skov) havde fået varme på kredit for april, maj og juni måned. Bestyrelsen forsøgte forgæves ved kommune og Sparekasse at opnå tilsagn om et kortvarigt lån af de nødvendige penge. Sparekassen betingede sig forståeligt nok, at Kommunen skriftligt forholdt sig positivt til afvikling af de to Kommunelån, før de ville medvirke til yderligere långivning.
Da vi ikke kunne få bindende tilsagn før eller på mødet om kredit på de nødvendige kr. 900.000, og da forsamlingen overvejende støttede, at man indgav konkursbegæring, og da ingen meldte sig som emner til en ny bestyrelse, besluttede bestyrelsen med beklagelse, at underskrive selskabets konkursbegæring.

Sidst opdateret: Onsdag d. 11. Februar 2015, kl. 22:50:46